“Vi skal være mere synlige” er ikke en marketingstrategi

“Vi skal være mere synlige.”
Det har jeg hørt før, og det er sådan set et ganske glimrende sted at starte.
Men det er ikke en marketingstrategi.
Det er lidt ligesom at sige:
“Vi skal komme længere i år.”
Og igen: Det er cool nok …
Men, hvorhen? Hvordan? Hvorfor?
Og hvornår ved vi egentlig, om vi er kommet derhen?
“Vi skal bare være lidt mere aktive på LinkedIn”
Den her kommer også jævnligt.
Det forstår jeg godt, for man kan jo se, at konkurrenten poster.
Alle de andre ser faktisk ud til at have styr på det.
Så vores nye strategi for marketing: ✨Mere organisk LinkedIn✨
Så får man måske lige lavet et opslag eller to.
Der går tre uger.
Så kommer der et enkelt opslag mere.
Og man har lige fået ChatGPT til at lave en lækker grafik. Den fik endda gengivet logoet næsten helt korrekt … det godt nok. Det lækkert!
Så opdager nogen, at virksomhedens Facebook-side ikke har været opdateret siden 2023.
Pyyh, nu bliver det hele lidt mere uoverskueligt.
Og de 3 opslag gjorde jo heller ikke rigtig nogen forskel…
… aarrh, vi dropper det bare igen.
For bøvlet!
Stop.
Det gik nemlig galt helt fra starten.
For flere opslag på LinkedIn er ikke en marketingstrategi.
Det er en marketingaktivitet.
En strategi skal hjælpe jer med at beslutte:
- Hvad I vil opnå
- Hvem I vil nå
- Hvad I vil sige
- Hvilke indsatser der faktisk giver mening for jer.
Det er også sådan, nyere guides fra blandt andre HubSpot og Salesforce beskriver en marketingstrategi:
Mål og forretningsmål kommer før valg af kanaler og konkrete aktiviteter.

Fejl #1: I starter med kanalen
“Vi skal på LinkedIn.”
Hvorfor?
“Fordi det er der, man skal være.”
Okay.
Hvem er “man”?
Og er jeres kunder faktisk der?
Og hvad skal de have ud af at følge jer?
Hvad er planen for jeres tilstedeværelse på LinkedIn egentlig?
So many questions …
Det er meget nemt at forelske sig i en kanal.
Men kanalen er ikke strategien.
Hvis jeres vigtigste kunder primært finder jer gennem Google, messer, anbefalinger eller sælgere, er det måske ikke LinkedIn, der skal være jeres marketingmæssige hovedperson.
Måske er LinkedIn faktisk vigtig.
Men inden vi går i gang, skal vi vide hvorfor.
Fejl #2: “Alle virksomheder er vores målgruppe”
Den her er lidt af en klassiker.
“Vi kan faktisk levere til alle.”
Det kan sagtens være rigtigt.
Men det betyder ikke, at I skal markedsføre jer til alle.
En af de helt grundlæggende regler i kommunikation er:
Hvis I prøver at tale til alle, risikerer I at ende med kommunikation, der ikke rigtig taler til nogen.
Hvem, skal vi så markedsføre os til?
Her skal I svare på: Hvem I allerhelst vil have fat i?
Drømmekunden 😍
Spørg jer selv: Hvem er vores bedste kunder? Hvem har et problem, vi er særligt gode til at løse? Hvilke kunder vil vi gerne have flere af?
Dér begynder I at få et tydeligt billede af jeres primære målgruppe.

Fejl #3: Kernebudskabet mangler
Det her tænker jeg de fleste kan nikke genkendende til.
I har SÅÅÅ meget I gerne vil fortælle!
Faktisk vil I gerne fortælle alt om virksomheden på en gang:
Vi har 47 års erfaring i brachen, 23 super-dedikererde, hårdtarbejdende medarbejdere, som, knokler der’u’a på vores eget værksted, hvor vi naturligvis benytter komponenter fra verdens bedste leverandør, samtidig med at vi både er effektive, fleksible, leverer branchens højeste kvalitet og vi er endda prismæssigt også ganske fornuftige …
Kan I se hvad jeg mener?
Men alt det fantastisk I gerne vil fortælle … hvad er det helt præcist jeg skal huske jer for?
Hvad betyder det for kunderne?
Marketing bliver hurtigt til en lang liste over alt det, virksomheden selv synes er vigtigt.
I stedet skal vi have fokus på:
Hvad er vigtigst for dem, vi gerne vil have fat i?
Fejl #4: Marketingstrategien bor i en skuffe
Mange virksomheder har faktisk en markedsføringsstrategi.
Den er måske endda rigtig god og gennemarbejdet.
Problemet er bare, at den ligger i en PowerPoint fra 2022.
Som er placeret i mappen: “Salg og Marketing”.
Alle har adgang til mappen …
Og lige præcis 0 personer, har kigget på den marketingstrategi siden 2022.
Pointen her:
Strategien er ikke en fløjtende fis værd, hvis den ikke bliver omsat til konkrete, målbare marketingaktiviteter.
Marketingstrategien skal ikke ende sine dage, som et dokument med flotte formuleringer og fagtermer om vision, mission og markedsposition.
Strategien skal kunne hjælpe jer med at beslutte, hvad I faktisk skal gøre.

Fejl #5: I måler på aktivitet i stedet for effekt
“Vi har postet 18 gange.”
Det er smukt! … hvad fik I ud af det?
Jeg siger ikke, at alle marketingaktiviteter skal kunne forbindes direkte til en ordre.
Tit kan det faktisk være svært at attribuere. Særligt for mindre virksomheder, der ikke har opsat tracking på tværs af alle kanaler.
For man må bestemt ikke underkende, at marketing også handler om kendskab, relationer og positionering.
Det jeg siger er, at I skal vide, hvad I forsøger at opnå, hvis I vil vide, om jeres indsats virker.
Jeres markedsføringsmål skal kobles op på det, I faktisk forsøger at opnå, og ikke hvor mange opslag I har lavet.
Fejl #6: Marketing og salg snakker ikke ordentligt sammen
Og det foregår sådan her:
Marketing producerer indhold.
Salg taler med kunderne.
Marketing gætter på, hvad kunderne gerne vil vide.
Sælgerne ved det.
… og i virkelighedens travle verden opstår der her to fine små siloer.
Og en kæmpe stor spildt mulighed.
Jeres salgsafdeling sidder med en guldgrube af information:
- Hvilke spørgsmål får de igen og igen?
- Hvad er kunderne usikre på?
- Hvorfor vælger de jer?
- Hvorfor vælger de konkurrenten?
- Hvad får dem til at tøve?
- Hvad spørger de om, lige inden de køber?
Der har marketing en masse lækker info, der kan bruges til at skabe fremragende content, der er hyper-relevant for målgruppen.
Og den slags informationsdeling skal være en del af strategien!
Ikke noget man tilfældigt hører ved kaffemaskinen.
Manglende alignment mellem salg og marketing er stadig i 2026 en tilbagevendende udfordring i B2B.

Så hvad gør du, hvis I ikke har en strategi?
Don’t panic!
Vi starter ikke med et stort 43-siders strategidokument.
(Faktisk … er det bedst hvis vi aldrig ender med en eller anden stor rapport …)
Strategiøvelsen starter ikke med en beslutning om I skal på LinkedIn, Instagram, TikTok, YouTube, Pinterest og hvad der ellers findes derude.
Start i stedet med at finde et stykke papir, og svar på disse 5 spørgsmål:
1. Hvad vil vi gerne opnå med vores marketing?
Og her er svaret som bekendt ikke: “Vi skal være mere synlige”.
Tænk over hvad synligheden skal føre til?
Ønsker I flere henvendelser? Flere af de rigtige kunder? Vil i gerne ind på et nyt marked? Styrke relationen til eksisterende kunder? Gøre det nemmere for sælgerne at få møder?
2. Hvem vil vi gerne være mere interessante for?
Vær konkret. Opsæt gerne en eller flere personaer.
Hvilke kunder, vil vi gerne have flere af?
3. Hvorfor skal de vælge os?
Og her må I gerne være specifikke, og måske endda lidt hårde ved jer selv.
“God service og høj kvalitet” er ikke godt nok.
Nævn et firma, der siger: “Vi har dårlig service og lorte-kvalitet …”
Nej vel?
Find det, der virkelig skiller jer ud.
Tænk sådan her: Hvis en potentiel ny kunde kun husker én ting om jer, hvad skal det så være?
4. Hvad skal vi sige, og hvad skal vi ikke sige?
Gentag efter mig: Kunderne behøver ikke kender alle features på alle vores produkter …
Vælg jeres vigtigste budskaber.
Lad resten ligge.
5. Hvad er faktisk realistisk?
En strategi, der kræver tre medarbejdere med forskellige kompetencer, 40 timer om ugen og et kæmpe-stort marketingbudget, er ikke en særlig god strategi, hvis I er to mennesker, der skal passe en masse andre opgaver i virksomheden ved siden af.
Store ambitioner er godt, men realisme holder i længden.
Det er først derefter, vi kan begynde at snakke LinkedIn, Facebook, e-mail marketing … osv.
For måske skal I faktisk være mere synlige.
Måske skal I poste mere.
Måske skal hjemmesiden have en kærlig overhaling.
Måske skal I begynde at arbejde mere systematisk med SEO.
Måske skal sælgerne have bedre materiale med ud til kunderne.
Måske skal I gøre noget helt andet.
Det er netop dét, en marketingstrategi skal hjælpe jer med at finde ud af.
“Vi skal være mere synlige” er et herligt ønske.
Men det er først, når I finder ud af hvor, for hvem, hvorfor og med hvilket mål, at det begynder at ligne en strategi.
